Vi bor på landet ca. 5 km fra Ulfborg, på en nedlagt landbrugsejendom. De 5 tdl. land som hører til ejendommen er indhegnet, hvilket hundene nyder godt af. Skov, sø og hav er alt sammen tæt på og hundene elsker de daglige ture, bl.a. til Vesterhavet.
 

Flemming kører som lastbilchauffør og jeg Laila, er uddannet veterinærsygeplejer og arbejder på Holstebro Dyrehospital. Jeg har altid interesseret mig meget for hunde og deres adfærd, og har derfor taget ekstra uddannelse indenfor klinisk etologi (læren om adfærd), og har godkendt uddannelse som adfærdsrådgiver til familiehunde.


Vi træner begge med hundene, men i det det daglige er det Laila, som står for lufteture, træning mm.
 

Vores store hobby er udstilling, men vi deltager fast til træning, samt af og til på apporteringsprøver med hundene.
 

Alle vores hunde bor hos os inde i huset, således gør også evt. hvalpekuld.

Vi lægger meget vægt på at vores hvalpe bliver præget så godt som overhovedet muligt, hvilket bevirker at vi holder fri på skift i samtlige 8 uger, så hvalpene får den mest optimale start hos deres nye familier.
 

Vores mål er at opdrætte goldens til familie, og udstilling, som samtidig har deres oprindelige funktion som jagthund i behold, nemlig ønsket om at apportere og behage deres fører.